Skip to main content

Blåbær-knib.

Skrevet af Anne Sofie Nielsen, GynObs fysioterapeut.
Udgivet d. 29.10.20.

Hvordan er kontakten til din bækkenbund?

De fleste ved godt, at det er en god ide at træne bækkenbunden – både som forebyggelse og behandling. Men der er ofte stor usikkerhed omkring hvordan, hvor meget og hvor ofte man bør træne musklerne i underlivet.

Bækkenbunden består af små muskler på kun ca. 1 cm i tykkelse, og derfor bør den slet ikke trænes så hårdt, som mange tror.

I klinikken oplever vi ofte, at kvinder (og mænd) kommer i behandling for symptomer på en overspændt bækkenbundsmuskulatur. Det kan være smerter, nedsat styrke, manglende knibeevne og inkontinens. Ofte opstået fordi man i bedste mening har (over)trænet bækkenbunden.

Et godt sted at starte bækkenbundstræningen, er ved at sikre, du har kontakt til bækkenbunden, kan aktivere den og kan finde ud af at slappe af igen. Til det kan du bruge “blåbærknibet”.

Hvad er et blåbærknib?

Du skal forestille dig, at du har et let overmodent blåbær liggende lige i skedeåbningen. Det skal du forsigtigt tage fat omkring og løfte op med musklerne. Spændingen må ikke være hurtig eller hård, for så maser du blåbærret. Du skal altså kun knibe med omkring 50% af din styrke. Når du har løftet det op, skal du langsomt og kontrolleret lægge det helt ned igen, uden at tabe det eller presse det ned. Lav gerne fx. 10 gentagelser og prøv at udfordre dig selv i både liggende, siddende eller stående udgangsposition.
Det kan være ganske udfordrende at have kontrol over hele bevægelsen, både spændingen og afspændingen, men øvelsen er meget effektiv til at træne kontrol, kontakt og sansning i underlivet.

Er du ikke helt sikker på, om du har kontakt til bækkenbunden, eller laver dine knibeøvelser korrekt, så er det en rigtig god ide at få behandling af en gynobs fysioterapeut, der er specialiseret i at behandle problematikker i underlivet.
Her i klinikken er vi fire GynObs fysioterapeuter, Anne Sofie, Anette, Mette og Michelle, der alle kan hjælpe dig.
Du kan læse mere om problemer med underlivet her.