Jeg hedder Mathilde og er uddannet fysioterapeut. Jeg har specialiseret mig inden for fertilitet, gravide og efterfødsel og er meget betaget af kvindekroppen og hvad den kan. Jeg har efteruddannelse som UroGynObs fysioterapeut og kan undersøge og behandle problemstillinger vedrørende bækkenbunden.
Jeg har selv erfaring med både det at være ufrivillig barnløs, at være gravid og med tiden efter fødslen. Jeg føler mig derfor godt rustet til at hjælpe dig i dine udfordringer. Tid og fordybelse er en vigtig faktor når jeg behandler. Du skal føle dig tryg og hørt.
Jeg har selv gennemgået 7 fertilitetsbehandlinger. Det ønsker jeg ikke for andre, at de skal gennemgå. Jeg tiltales meget af fertilitetsfysioterapi fordi det kan gøre fertilitetsbehandlingen mere skånsom og ikke mindst mere effektiv, så man kommer hurtigere og mere hel igennem processen. Jeg syntes det er vigtigt at sprede kendskabet til fertilitetsfysioterapi, da medicin ikke bør være den eneste mulighed når ”storken flyver forbi”.
Jeg bruger meget den viden jeg har fra fysiopilates til at undersøge og behandle, da den kan afsløre ”svagheder” i kroppen og på samme tid også er et fantastisk redskab til at fange og få kontakt til sin kernespænding og bækkenbund igen.
Jeg elsker mit arbejde og jeg elsker den fordybelse der er i at arbejde specialiseret inden for et specifikt område. Jeg stopper aldrig med at være nysgerrig og med at videreuddanne og dygtiggøre mig indenfor fysioterapiens mange facetter.
Privat: Jeg er 33 år, har 3 drenge og bor med min mand i Hobro. I min fritid er jeg spillende træner på et damesenior håndbold hold – på hyggeplan.