Jeg hedder Michelle, og jeg er fysioterapeut og pilatesinstruktør hos Klinik Underværk.
Lige siden jeg blev uddannet fysioterapeut, har min passion og hovedinteresse været behandling af kvindekroppen i forbindelse med graviditet og efterfødsel, hvorfor en hverdag hos Klinik Underværk er et stort privilegium.
Som gravid og nybagt mor kan man let blive overvældet af forventninger, skræmmebilleder og myter, som kan gøre det svært at navigere i, hvad der føles rigtigt for lige netop dig.
Som fysioterapeut er det min fornemste opgave at skabe et behandlingsforløb, hvor du føler dig forstået og inddraget, så jeg bedst muligt kan behandle, guide og støtte dig på en måde der passer til lige præcis din livssituation.
Foruden min praktiske erfaring fra arbejde på en almen klinik, har jeg efteruddannelse i behandling af delte mavemuskler. Som et supplement til dette er fysiopilates i mine øjne et fremragende redskab til at opnå kontakt til din bækkenbund, styrke og stabilisere dit muskelkorset og anvende dit åndedræt aktivt i træningen. Fysiopilates er en videreudvikling af det bedste fra pilates-træning, hvor et fysioterapeutisk blik bliver inddraget. Træningen tilpasses den enkelte, hvilket betyder at alle niveauer, behov, træningstilstande samt kropsbygninger kan deltage.
Jeg trives i udvikling og elsker at blive klogere indenfor specialerne, så jeg hele tiden former og udvikler min faglige profil. Der findes så mange gode fysioterapeutiske redskaber, så jeg kan i sandheden slet ikke lade være med at være nysgerrig og udvikle mig indenfor det felt, jeg brænder for. Blandt andet derfor har jeg efteruddannet mig som GynObs fysioterapeut, så jeg også kan hjælpe dig med bækkenbundsgener.
Privat bor jeg med min kæreste Frederik i hjertet af Århus. En løbetur i naturen efterfulgt af en god kop kaffe, er noget der lader min batterier op. Generelt er jeg mester i at hygge – jeg nyder at bruge tid på hyggelige småprojekter, familietid, lækker mad og et godt glas vin i ny og næ.