Smerter i underlivet kan sidde i den ene eller begge sider, i det nederste af maven, omkring halebenet, sædeområdet eller dybt i skeden, fx under eller efter samleje. Smerterne kan også optræde i lysken, lænden eller ned i lårene. Det er heller ikke unormalt, at smerterne kan virke diffuse og flytte sig over tid. De kan være konstante, periodiske eller kommer ved eller efter aktivitet.
Det er meget individuelt, hvordan, hvornår og hvorfor smerterne kommer. Det er vigtigt at opsøge en læge, hvis du oplever smerter i underlivet, du ikke kan forstå. Din læge vil sende dig videre til anden relevant fagperson, hvis der er brug for yderligere udredning. Det anslås, at der årligt er omkring 300.000 danske kvinder, der søger læge på grund af smerter i underlivet, så du er ikke alene.