Din baby er i stor udvikling fra det øjeblik det er født, og især det første leveår har den motoriske udvikling fart. Til babyMotorik får du inspiration og hjælp til at støtte denne udvikling hos din baby. Vi har delt babymotorik op i to hold. Fælles for begge hold er fokus på bevægelse, aktiviteter og nærvær mellem forældre og barn. Vi skal tumle, trille, lege og udfordre sanserne.
Du vil som forældre få gode råd til lege og aktiviteter der støtter dit barns sansemotoriske udvikling. Øvelserne vil styrke kropsbevidsthed, og hjælpe din baby godt på vej gennem de forskellige udviklingstrin og motoriske milepæle. Der er sat god tid af til at gennemgå øvelserne og tilpasse til hvert enkelt barns udvikling.
Holdet for 2-5 måneder:
Her vil der være særligt fokus på den første tid som forældre, kontakt, nærvær, sansestimulerende øvelser, babymassage, bærestillinger og de første kolbøtter og leg.
Holdet for 6-10 måneder:
Her vil der være mere fart på, vi skal lære flere kolbøtter, høre fantastiske babygrin og have en dejlig tumlestund mellem forældre og barn, samt opleve nysgerrigheden til andre børn. Der vil være stort fokus på de individuelle motoriske udviklingstrin som i denne alder kan variere meget, samt inspiration til leg, musik og babytegn.