Under en graviditet sker der utrolig meget med kroppen. Der kommer et stort tryk ned på bækkenet og bækkenbunden pga. det voksende barn i livmoderen. Hele ryggens stilling ændres og man får et naturligt større svaj i lænderyggen. Organerne ændrer position i bughulen, for at gøre plads til den voksende livmoder. Der kommer et øget træk på ligamenterne, særligt i underlivet og bækkenet. Der dannes en masse væske i kroppen, og venesystemet har et større tryk det skal passere i tilbageløbet mod hjertet, hvilket kan give væskeophobning særligt i benene.
Alle disse ting er helt naturlige, og en del af det at være gravid. Men det betyder ikke, man blot skal acceptere smerter og bevægeindskrænkning. For meget kan behandles og bedres.
Under graviditeten er der rigtig mange kvinder der oplever gener og smerter fra bækkenet og ryggen. Mange af dem får diagnosen bækkenløsning. Der er dog ingen evidens for, at den diagnose rigtig findes. Det som diagnosen dækker over, er en ide om at leddene i bækkenet under graviditeten løsner sig alt for meget, og derfor får man ondt.
Vores bækken dannes af to SI-led på bagsiden mellem vores korsben og hoftebenene, og et led på forsiden ved kønsbenet. For at have bækkenløsning skal man have smerter i alle tre led, men rigtig mange kvinder får diagnosen, selvom der kun er tale om smerter i et eller to led.