Da jeg skulle føde mit første barn, forberedte jeg mig godt. Alligevel oplevede jeg, at jeg overhovedet ikke var rustet til fødsels-arbejdet. Jeg manglede i den grad brugbare redskaber, smerte- og panikhåndtering. Mit vigtigste afsæt for at undervise dig og din partner i fødselsforberedelse er derfor, at I får mentale og fysiske redskaber, der lagres i kroppen og kan tages i brug ved den første udfordrende ve. Når du står med veer, er det for sent at lære nyt!
Min faglige ambition er at lære dig at føde. Størstedelen af arbejdet med at føde er et ensomt arbejde, fordi der ikke er nogen, der kan overtage det undervejs. Det kræver derfor, at du arbejder med at skabe sammenhæng mellem din psyke og din krop. Det kræver øvelse, og derfor hjælper jeg dig med din daglige træning gennem lydfiler, jeg har udviklet.
Jeg bliver igen og igen vildt imponeret over, hvor meget træningen rykker dig på blot få uger: Fra fødselsangst til fødselsglæde, fra utryghed og tvivl til tryghed og tillid til at kroppen kan føde.
Fødslen er din/jeres. Ejerskab giver mening. Jeg brænder for at give dig og jer ejerskabet for fødslen tilbage. Jeg vil gerne dele min ekspertise med den ekspertise, du har på din krop, din graviditet og jeres fødsel. På fødegangen er vi enige om, at vi vil jer det bedste, men vi er ikke altid enige om, hvad det bedste er. Derfor klæder jeg jer på til at spørge, udfordre og søge alternativer, hvis I bliver utrygge eller pressede i fødslen. Tænk, at komme tilbage til efterfødsels cafeen og stolt fortælle, at “min partner var vigtigere end jordemoderen”. Så er det lykkedes os i fællesskab, at give ejerskabet for fødslen tilbage til den rette ejer.
Vi husker vores fødsler, som mejslet i marmor. Fødslen sætter spor i starten på vores nye liv som familie. Vi kan ikke planlægge vores fødsel, men vi kan forberede os. Derfor arbejder jeg intenst for at skabe de bedste forudsætninger for den bedste fødsel: En fødsel, hvor du har vigtige ønsker, du arbejder for at få opfyldt, men også er forberedt på, at fødslen kan bevæge sig i en helt anden retning, og alligevel blive en dejlig fødsel.
Fordi fødselsforberedelse skal være stærkt funderet i viden, evidens og vigtige erfaringer, evaluerer du kurset, sender jeres fødselsberetninger, som jeg giver dig et perspektiv på, så fødslen lander et godt sted.
Svære fødsler er ofte fødsler forbundet med tab af kontrol og tillid. Det er aldrig for sent at få en god fødsel. Har din tidligere fødsel været svær og fuld af kontroltab, er jeg sikker på, at du kan ændre oplevelsen af fødslen ved, at vi sammen perspektiverer det svære og forbereder dig godt til den næste fødsel. Mange oplever, at den næste fødsel på den måde healer den første.