Nedsynkning af underlivets organer, eller genital prolaps som det også hedder, er ikke en sygdom men nærmere en tilstand. Det giver symptomer såsom tyngdefornemmelse, smerter eller en generende lyd ved samleje, tendens til forstoppelse, urininkontinens, lændesmerter der kommer og går, besvær med at holde en tampon eller menstruationscup oppe i skeden.
Flere af symptomerne kan skyldes andre problematikker, og derfor er det ikke sikkert, det skyldes nedsynkning. Hvis du oplever nogle af symptomerne, er det vigtigt at blive undersøgt gynækologisk af en læge eller GynObs-fysioterapeut, der kan hjælpe dig med at finde årsagen.
Ved en nedsynkning er der tale om, at underlivets organer synker ned i skeden. Det mest almindelige, er blæren, der synker ind i skedens forvæg (cystocele). Det kan også være livmoderen der synker ned i skeden (uterusprolaps), endetarmen der synker ind i skedens bagvæg (rectocele) og så kan det være tyndtarmen, der synker ned i skeden (enterocele). Man kan godt have flere nedsynkninger på en gang.